Troppen er for både piger og drenge i alderen 12 – 16 år. Vi arbejder ud fra "patruljesystemet" og med ”børn leder børn” princippet, lige som resten af Det Danske Spejderkorps.
Troppen er delt op i mindre afdelinger – patruljer. I øjeblikket har vi to patruljer, Heta og Subaida. I patruljerne er der omkring 8-10 spejdere fordelt over hele aldersgruppen. Patruljen holder patruljemøde en gang om ugen, uden voksendeltagelse. Her er det patruljelederen og patruljeassistenterne, der planlægger og styrer mødet.
Ca. 2 weekender om året tager troppen på tropstur. Det er her, vi kaster os ud i naturen for at opleve den på nærmeste hold. Vi laver mad over bål, og om natten sover vi ude i en bivuak i den mørke skov. Måske kæmper vi mod farlige vikinger og hjælper stakkels bortførte unge møer!! Vi har nemlig nogen gange en fantasiramme, når vi tager på tur. Så gør vi vores bedste i form af udklædning, mad og opgaver. Ud over de ture vi tager på for os selv, er vi også sammen med resten af Ravnsholt Division to gange om året. Divisionen er de andre DDS´ere fra Birkerød, Allerød, Blovstrød og Farum.
I sommerferien tager vi desuden på sommerlejr i ca. en uge, alt efter hvor langt vi skal.